.jpg)
"At forholde sig anerkendende i praksis forudsætter, at vi for en stund kan slippe vores eget ståsted og være med den anden".
Anerkendelse er en vigtig del af socialpædagogisk arbejde og som socialpædagoger er det altafgørende at vi har en oprindelig interesse i de mennesker vi arbejder med og både kan se deres svagheder og styrker og se dem som selvstændige individer med egen identitet.
Den tyske filosof Axel honneth operere med 3 anerkendelsessfærer.
Honneth mener at anerkendelse er en universel betingelse for menneskets identitetsdannelse.
Vi mener at sfærene er relevante for den socialpædagogiske praksis og kan belyse hvor vi som pædagoger oplever at borgeren bliver krænket og hvor barrierene opstår i kommunikationen mellem pædagog og borger i socialpædagogisk arbejde.
Den private anerkendelse
Opnås i nære kærlige relationer til individets primære netværkspersoner. Denne form er med til at udvikle selvtillid hos individet.
Selvtillid er en betingelse, for at individet er i stand til at indgå i nære relationer.
Den retslige anerkendelse
Opstår når samfundet anerkender den enkelte borger ved at sikre dem de fundamentale retiigheder baseret på lovgivning som ytringsfrihed og lgie adgang til velfærdsydelserne.
Love og rettigheder er ikke noget som der kun skal tales om.
Det er noget der skal praktiseres i socialpædagogisk arbejde.
Når den enkelte mærker den retslige anerkendelse styrkes selvværd og selvrespekt.
Den sociale anerkendelse
Opnås i gennem sociale fællesskaber, hvor individet føler sig accepteret som en del af det konkrete fællesskab og anerkendes som et unikt menneske.
Denne anerkendelse finder sted når individet mærker, at det er en accepteret del af et konkret fællesskab.
I Danmark har vi en handicapkonvention som skal sikre at voksne mennesker med nedsat funktionsevne, skal have mulighed for at blive støttet i deres rettigheder omkring selvbestemmelse, medbestemmelse og medborgerskab.
Vi oplever at der sker en krænkelse i den retslige sfære, da vi som pædagoger ikke formår at kommunikere rettighederne på en måde, så den enkelte borger har en forståelse for dem.
Ubevidst kommer vi til at nægte dem deres rettigheder.
Krænkelsen i den retslige sfære føre til at der ligeledes sker en krænkelse i den sociale sfære, når pædagogerne ikke formår at lytte og forstå borgerens sprog og dermed skabe fælles forståelse.
Det kan medføre at borgeren får svært ved at indgå i fællesskaber, når støttepersonen ikke har en forståelse for borgerens oplevelsesverden.
Handlemulighed i den retslige sfære
For at anerkende borgeren i den retslige sfære skal og bør pædagogen sætte sig i borgerens situation og se det fra hans/hendes perspektiv, hans/hendes virkelighedsopfattelse.
Relationen skal være præget af tillid, åbenhed og gensidighed og respekt for den andens måde at opleve verdenen på.
Handlemulighed i den sociale sfære
Pædagogen kan anerkende borgeren i den sociale sfære, ved at den professionelle lever sig ind i det andet menneskes indre tilstande, ønsker, følelser og oplevelser. Det er vigtigt at borgeren føler sig accepteret i realtionen med pædagogen, for at kunne indgå i større fællesskaber. ( Schibby)
Handlemulighed i den socialpædagogiske praksis
Vi mener at der i den socialpædagogiske praksis skal tænkes mere cirkulært i forhold til kommunikation, hvis vi vil anerkende den enkelte borger.
Vores fokus på det verbale talesprog er en meget liniær tankegang. Ved at tænke mere cirkulært, kan vi se på alt det der omgiver borgeren f.eks den aktuelle relation, samspillet og konteksten og samtidig reflektere over vores egen praksis.