Totalkommunikationens betydning for socialpædagogisk praksis
Indledning
Indledning
Ifølge Handicapkonventionen ” er handicap et resultat af samspillet mellem personer med
funktionsnedsættelse og holdningsbestemte og omgivelsesmæssige barrierer, som
hindrer dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med
andre” (Konvention om rettigheder for personer med handicap s. 5).
I vores pædagogiske praksis på botilbud for voksne
med nedsat funktionsevne, er der stort fokus, på den enkelte borgers
rettigheder omkring medbestemmelse, selvbestemmelse og medborgerskab.
Handicapkonventionens krav om implementering i det
socialpædagogiske arbejde, forpligter vores profession, til at sikre og støtte
den enkelte borger i egne rettigheder inden for selvbestemmelse og
medborgerskab (Socialstyrelsen.dk).
Vi oplever en problematik, i forhold til denne
implementering, da vi i vores praksis, dagligt oplever, hvordan borgerne bliver
misforstået i deres kommunikation. Som vi ser det er professionelle pædagoger
ikke bevidste om, hvilke kommunikationsformer, der er til rådighed. Ligeledes
oplever vi ikke, at vi i praksis anvender den viden vi har om kommunikation. Vi
mener, at dette skaber barrierer i forhold til den enkeltes mulighed for at
dele og udtrykke følelser, ønsker og behov. Derved bliver dette en barrierer i
forhold til, at opnå selvbestemmelse og medborgerskab.
Problemformulering
- Hvordan kan vi
som professionelle pædagoger, i højere grad, blive bevidste om den enkelte
borger med nedsat funktionsevnes måde, at forstå og sanse verden på. Og derved
i højere grad give den enkelte mulighed for kommunikativt, at udtrykke og
dele tanker, følelser og oplevelser.
Metode og afgrænsning
Vi vil undersøge teorien om totalkommunikationen, for at opnå en større viden om, hvordan vi som
professionelle pædagoger, kan blive styrket i vores kommunikation, og
forståelse for udtryksformer. Med henblik på dette, vil vores fokus og
perspektiv være, at se kritisk på vores egen praksis, i arbejdet med den
enkelte borger.
Vi vil analysere vores case, ud fra teorien om totalkommunikation, for at undersøge,
hvilke kommunikationsformer, vi anvender i vores pædagogiske praksis.
Ud fra Benedicte Madsens Kommunikationstrekant, vil vi undersøge og skabe bevidsthed om, hvorvidt
vi formår, at skabe forståelse og fælles mening i kommunikationen med den
enkelte borger.
For at afgrænse os, har vi i vores opgave valgt, at
fokusere på kommunikation imellem pædagogen og borgeren i casen. Vi er bevidste
om, at Kommunikationstrekanten yderligere kan bruges til, at analysere kommunikationen
i samarbejdet mellem pædagogerne i casen.
Case - Jesper
Jesper er 38 år og bor på botilbuddet Skovhusene.
Jesper har boet i Skovhusene i 12 år. Jesper har et verbalt talesprog. I gennem
neuropædagogisk udredning, er pædagogerne blevet gjort opmærksomme på, at
visuelle konkreter og billeder, vil støtte Jesper kommunikativt. På trods af
denne viden, bruger pædagogerne udelukkende det verbale talesprog, i
kommunikation med Jesper.
Pædagogerne i huset, hvor Jesper bor, informerer
beboerne om Idrætsskolen, som er et dagtilbud til voksne med nedsat
funktionsevne. Jesper har sagt ja, til at søge ind på skolen, og er blevet
indkaldt til optagelsessamtale.
Mette er pædagog, og har i 3 år været tilknyttet
det hus Jesper bor i. Hun er i tvivl om, hvorvidt Jesper har gået på skolen
tidligere, og søger derfor information hos sine kollegaer. Kollegaerne mener,
at han har gået der før.
Et par dage før
samtalen, vil Mette forberede Jesper. Hun spørger ham derfor, om han kan huske,
at han har gået på skolen. Jesper svarer nej. Ud fra den viden om, at Jesper
måske har gået på skolen før, fortsætter Mette, med at spørge ind til Jespers
oplevelser på skolen. Jesper kigger væk, ryster på hovedet, og svarer
gentagende gange nej, eller det ved jeg ikke. Mette spørger Jesper, om han har
lyst til, at tage til samtalen, dette svarer Jesper ja til.
På dagen, hvor
samtalen skal finde sted, tager de en Taxa hen til skolen. Mette forsøger igen,
at spørge ind til Jespers ophold og oplevelser på skolen. Det samme mønster som
tidligere gentager sig, og Jesper svarer endnu engang nej.
Mette og Jesper kommer
frem til skolen, og Mette spørger, om han kan huske, hvor indgangen er. Jesper
peger i en retning og siger: ”Det er derhenne”. Mette og Jesper går sammen hen
til indgangen, som Jesper har peget på og går ind. En mand fortæller, at det
ikke er den rigtige indgang, og fortæller, at indgangen til skolen ligger på
den modsatte side af bygningen.
De finder den
rigtige indgang, og kommer ind på skolen. Jespers kropssprog og mimik ændrer
sig, han smiler, griner og klapper i hænderne. En mand og en kvinde, som viser
sig, at være Jespers tidligere lærere, henvender sig til Jesper og den ene siger:
”Hej Jesper, hvor er det dejligt, at se dig igen”. Jesper smiler og griner
stadig, og siger deres navne.
Jesper kommer ind
til samtalen, og kan her fortælle om sine oplevelser, fra sin tid på skolen, og
om aktiviteter, han har været med til.
Efter mødet viser
han Mette, hvor gymnastiksalen, omklædningsrummet og kantinen er. Mette og
Jesper tager hjem til Skovhusene igen. Jesper smiler og griner stadig, og de
taler sammen, om Jespers tid og oplevelser på skolen.
Totalkommunikation
Kommunikation skal forstås, som en central
eksistensbetingelse for alle mennesker, dvs. at det grundlæggende i det at være
menneske er, at være i kommunikation med sine omgivelser. Kommunikationen
foregår mellem og påvirkes af begge parter i en relation, og det er igennem
kommunikationen med andre mennesker, at vi udvikler os, og får viden om os
selv, om andre og om den verden vi lever i. Vi skaber derved vores identitet,
gennem kommunikationen med andre (Christensen 2013, s. 145).
Mennesker uden eller med begrænset verbalt
talesprog, bliver sommetider omtalt som mennesker uden sprog eller som
sprogløse. Dette kan give opfattelsen af, at personen ikke har noget indre
sprog, eller delte måder at kommunikere på. Ifølge Per Lorentzen, har alle
mennesker en stemme, uanset funktionsnedsættelser. ”Men stemmen er kun hørbar i det sociale rum, hvis nogen aktivt lytter
efter den og svarer på den, så godt de kan” (Christensen 2013, s.151).
I totalkommunikation, er det verbale sprog ikke et
herskende element, men fokus er omkring den enkeltes vilje, til at udnytte alle
de kommunikationsformer, som er anvendelige og til rådighed, i den pågældende
situation. Kommunikationen foregår tovejs, og begge parter viser accept og
respekt for hinandens udtryksformer. Kropssprog, lyde og gestus får en
betydning, når indholdet er det væsentlige i kommunikationen. På den måde får
mennesker uden talesprog større mulighed for, at være aktive deltagere i
udviklende og meningsfyldte kommunikative samspil. Hvis den enkelte
kommunikerer via tegn, mimik, lyde m.m., skal pædagogen afspejle denne
kommunikationsform (Thomsen 2013, s.169). Mennesker med nedsat funktionsevne har
særligt brug for samspilspartnere, der kender dem og deres udtryksmåder godt,
og som er sensitive, i forhold til at opfange deres udspil, og som kan møde dem,
der hvor de viser deres følelsesmæssige interesser (Christensen 2013, d.151). Kommunikation
kræver at samtalepartnerne har bevidsthed om sig selv, som væsner, der er
orienterede om, rettede mod og henvendende sig til hinanden, om hinanden og om
omverdenen (Lorentzen 2008, s.229).
Totalkommunikation omfatter de verbale budskaber,
som også kaldes for digitale budskaber, disse er præget af indhold. Parallelt med
de digitale budskaber, formidles ligeledes et analogt budskab. Det analoge
budskab er ikke –verbale budskaber, som tonefald, stemmeleje, kropsholdning mm.
Det analoge budskab er præget af, hvordan de verbale informationer skal
opfattes. Det analoge sprog, fortæller noget om den relation, der er i mellem
de kommunikerende (Thomsen 2013, s. 168).
Ud fra ovenstående tolker vi, at vi danner vores
grundlæggende identitet, i kommunikationen med andre. Det afgørende element i
kommunikationen med mennesker med nedsat funktionsevne er, hvordan vi som pædagoger
kan give den enkelte større mulighed for, at blive aktive deltagere i meningsfyldte
kommunikative samspil.
Vi ønsker at analysere casen, ud fra teorien om
totalkommunikation, da vi er blevet opmærksomme på, at den verbale
kommunikation, er den herskende kommunikationsform, i vores pædagogiske
praksis. Vi vil i analysen inddrage alternativ
og supplerende kommunikation, for at få øje på, hvilke handlemuligheder
pædagoger har til rådighed, i den pædagogiske praksis.
Kommunikations trekanten
Kommunikationstrekanten er en figur, der bliver
skabt mellem den ene, den anden og det fælles tredje. Kommunikationstrekantens
grundmodel udgøres af to parter (A og B), som indgår i en samtale. Der foregår
en kommunikation mellem de to parter, som tager udgangspunkt i en sag, et emne.
Det tredje led (C) er det fælles tredje (fælles mening), som bliver skabt i
dialogen mellem de to parter (A og B). Det fælles tredje, kan være bredt
afgrænset, men andre gange specifikt og konkret. Det kan ligeledes veksle fra
det ene øjeblik til det andet.
Eftersom at det fælles tredje er foranderligt, kan
det modtagne budskab ligeledes afvige væsentligt fra det sendte budskab. Dette
kan skabe misforståelser, og fordreje meningsindholdet. Samspilsparterne kan derved have hver deres
mening om, hvad det fælles tredje (C) er. Se figur 1.
(Madsen, s.156-157)
Kommunikationstrekanten hjælper os til at få øje
på, hvordan vi skaber fælles mening i kommunikationen via det fælles tredje. Vi
vil analysere teorien i forhold til casen, for at undersøge, hvornår der opstår
et fælles tredje mellem parterne, og ligeledes undersøge, hvor den indre
kommunikation kommer til udtryk.
Den kommunikative
kontekst
For at parterne i et kommunikativt samspil, skal
have mulighed for at skabe et fælles tredje, en fælles mening, må parterne have
i hvert fald delvist sammenfaldende kontekster, det er altså nødvendigt at der
er noget at kommunikerer om. Den konkrete kontekst, som kommunikationen
udspiller sig i, spiller ligeledes end væsentlig rolle.
Konteksten kan beskrives som baggrunden i sproglige
samspil. Kommunikationen muliggøres, af en følelse af at dele noget, på
baggrund af en fælles oplevet kontekst (Christensen 2013, s.149).
Analyse af case ud fra teorien om
totalkommunikation
I casen fremgår det, at pædagogerne er blevet gjort
bevidste om vigtigheden i at arbejde med visuelle konkreter og billeder, i
kommunikationen med Jesper. Alligevel benytter pædagogerne sig stadig kun af
det verbale talesprog.
Den alternative og supplerende kommunikation, kan
fungere som en støtte og hjælp til, at udvikle og udbygge kommunikationen. Der
findes i dag en lang række forskellige individuelt tilpassede hjælpemidler (Thomsen,
2013 s. 185). Ud fra handicapkonventionen har personer med handicap ret til ytrings
og meningsfrihed, herunder frihed til at søge, modtage og meddele oplysninger
og tanker, på lige fod med andre, og ved alle former for kommunikation efter
eget valg. Derfor er det vores opgave, som professionelle pædagoger ” At acceptere og gøre det lettere for
personer med handicap, at bruge tegnsprog, punktskrift, forstørrende og
alternativ kommunikation” (Handicapkonventionen 2010, s. 18). Ud fra vores
viden omkring det neurologiske perspektiv og lovgivningen, undrer det os, at
der i praksis alligevel ikke bliver taget andre kommunikationsformer i brug, i
forhold til Jesper. Vi mener, at alternativ og supplerende kommunikation, vil
give Jesper større mulighed for, at få en forståelse for kommunikationens
indhold, samt større mulighed for, at udtrykke sig. Ligeledes vil fokus på analog
kommunikation, i højere grad, give Jesper mulighed for, at dele tanker,
følelser og oplevelser.
Ifølge teorien om totalkommunikation, er det kendskabet
og relationen til den enkelte borger, der er afgørende for, hvorvidt vi har
mulighed for, at forstå den enkeltes måde, at forstå og sanse verdenen på. Det
undrer os, at der ikke er større kendskab til Jespers udtryksmåder, på trods af,
at han har boet på botilbuddet i 12 år.
Da Mette vil forberede Jesper, på det foreliggende
besøg på skolen, benytter hun sig udelukkende, at det verbale talesprog. Vi
tolker, at Mette har en intention om, at skabe fælles forståelse, ved at få
Jesper til at snakke om sit ophold på skolen. Dette kommer til udtryk ved, at
hun er vedholdende i sin spørgeform. Desuden formår Mette ikke, at opfange de
analog budskaber, som Jesper sender. Jesper ryster på hovedet og kigger væk.
Ved dette tolker vi, at han enten ikke viser interesse for at indgå i dialogen,
eller at han ikke har forstået det budskab, som Mette forsøger at sende. Vi oplever,
at der er en problematik i, at Mette ikke viser vilje til at udnytte andre
kommunikationsformer i sin kommunikation med Jesper. Mette giver dermed ikke
Jesper mulighed for, at have en stemme, da denne kun er hørbar, hvis nogen
aktivt lytter til den. I stedet for at støtte ham, og gøre hans stemme hørbar i
kommunikationen, bliver Jespers kommunikationshandicap tydeligt, da ”ordet handicap henviser til noget, som
opstår mellem mennesket med funktionsnedsættelsen og omgivelserne” (jf. FN´s
standardregler fra 1993, Christensen 2013, s. 155). Det er med andre ord i
relationen og i omgivelserne, at kommunikationshandicappet opstår (Christensen
2013, s. 155).
Analyse af case ud fra kommunikationstrekanten
Ifølge kommunikationstrekanten, er der to parter (A
og B), i casen Jesper og Mette, der indgår i en samtale, som tager udgangspunkt
i et emne.
Vi inddrager kommunikationstrekanten (Figur 1.) for
at vise, at Mette i gennem kommunikationen, forsøger at skabe et fælles tredje
(C), en fælles forståelse. Men Mette formår ikke, at anvende andre
kommunikationsformer, end det verbale talesprog, og derved opstår der ikke et
fælles tredje. Mette formår ikke, at sende tydelige budskaber, så de giver
mening for Jesper, og omvendt. Risikoen ved dette er, at budskaberne mellem
parterne bliver misforstået, og at Mette kan komme til at efterlade Jesper i en
situation, hvor han bliver efterladt alene med sine følelser og oplevelser. ”Ingen følelser er i sig selv traumatiske,
men det at forblive alene med dem kan være det” (Thomsen 2013, s. 172).
Figur 2 illustrerer, at når den ydre kommunikation
(samtalen) finder sted, sker der samtidig en indre dialog i parterne. Vi tolker,
at Mette har en indre dialog, der omhandler skolen, og at hun ønsker, at få
Jesper inddraget i dialogen omkring skolen.
Ud fra vores forståelse mislykkedes
kommunikationen, da parternes kontekster ikke er delvist sammenfaldende. Den
sproglige situation som helhed, selve dialogen er ikke til stede, før den
sidste del af casen.
Som vi ser det, skabes der i afslutningen af casen
et fælles tredje, da Jesper igennem sansning og visuelle indtryk, får mulighed
for at fremkalde minder fra skolen. Der bliver her dannet fælles kontekst
(skolen), og fælles forståelse. Dette ser vi ved, at Jesper´s kropssprog ændrer
sig. Han smiler, klapper i hænderne, og kan nu huske navne, genkalde sig
oplevelser, og kan tilmed vise Mette rundt på skolen. Selve aktiviteten og de
fysiske omgivelser, er nu med til at danne konteksten, hvor begge parter kan
ytre sig om et fælles tredje. Det er først her, at der er noget at kommunikere
om.
Vi er bevidste om, at parterne altid har hvert sit
perspektiv og virkelighedsopfattelse. Derfor mener vi, at man ikke kan sikre
sig, at det fælles tredje, i virkeligheden er fælles.
Konklusion
Vi kan konkludere, at vi igennem totalkommunikation,
og ved hjælp af kommunikative hjælpemidler, i højere grad kan give borgere med
nedsat funktionsevne, mulighed for at kommunikere, dele og udtrykke tanker,
følelser og oplevelser. Derved kan vi, give den enkelte borger større mulighed
for, at danne og udvikle identitet igennem fælles forståelse. Det er derfor
altafgørende, at vi som pædagoger, er bevidste om vigtigheden i, at skabe
kendskab til den enkeltes måder, at forstå og sanse verden på. Ligeledes at
undersøge alle tilgængelige kommunikationsformer, og derved finde de former,
der passer til den enkeltes individuelle kommunikations behov.
Ud fra vores analyse af kommunikationstrekanten,
kan vi konkludere, at der ikke bliver skabt en fælles forståelse, et fælles
tredje, i dialogen mellem Mette og Jesper. Mette formår ikke, at kommunikere
budskabet på en måde, så Jesper har mulighed for at forstå det. Ligeledes
formår hun ikke, at forstå Jespers analoge budskaber. Kommunikationen bliver
misforstået og mistolket.
Som vi ser det, er det verbale talesprog den
herskende kommunikationsform i casen, men også generelt i samfundet. Derfor
bliver mennesker uden verbalt talesprog, somme tider omtalt som sprogløse. Vi
kan dog konkludere ud fra Per Lorentzen, at alle har en stemme, men at denne
kun er hørbar, hvis nogen aktivt lytter efter den.
Vi kan derved konkludere, at det er os, som
professionelle, der er med til at skabe kommunikationshandicap, da handicap
opstår mellem mennesket med funktionsnedsættelsen og omgivelserne. Vi mener
derfor, at vi som professionelle pædagoger, er med til at skabe barrierer, i
forhold til den enkeltes muligheder for, at opnå medbestemmelse,
selvbestemmelse og medborgerskab.
Perspektivering
Vi er opmærksomme på, at casen kan belyses ud fra
andre relevante teorier og perspektiver. Bl.a. :
Anerkendelsesteori
Fx Axel Honnets teori om tre anerkendelses former,
til at belyse, hvordan Jesper i gennem de tre forskellige anerkendelsesformer
kan få mulighed for at føle sig som et unikt og helt menneske. Ligeledes kunne
der inddrages andre anerkendelsesteorier, bl.a. for at vise, hvordan Jespers
perspektiv vil kunne blive genkendt og styrket, i mødet med pædagogen.
Den direkte og den
indirekte magt i forholdet
For at belyse pædagogens magt, i forhold til
Jespers muligheder for, at kunne indgå i kommunikative samspil.
Fremadrettet ser vi det relevant, at benytte
videodokumentation eller praksisfortællinger i vores pædagogiske praksis. Dette
vil synliggøre vores egne måder, at kommunikere på, og give os mulighed for at
udvikle og ændre kommunikationen, i praksis. Derudover vil
kommunikationstrekanten, med fordel kunne bruges til at få øje på, hvor kommunikationen
i samarbejdet lykkedes.
Litteratur
Lorentzen, Per; ”Fra tilskuer til deltager – samspil og kommunikation med voksne
udviklingshæmmede”.
Materialecentret, 1.udgave, 2.oplag, Aalborg 2008.
Christensen, Mette; ”Alternativ og supplerende
kommunikation – pædagogisk arbejde med mennesker uden talesprog”: Christensen m.fl.: ”Dansk, kultur og kommunikation”.
Akademisk forlag, 3.udgave, 4.oplag, København
2013.
Madsen, Benedicte; ”Kommunikationstrekanten
– indhold, forhold og kontekst” : Løw, Ole & Svejgaard, Erik: ”Psykologiske
grundtemaer”. KvaN, 2002.
Steenfatt Thomsen, Finn; ”Mening skaber vi sammen”
: Steenfatt Thomsen m.fl.: ”Pædagogers
arbejde med sprog og billeder”.
Akademisk Forlag, 1.udgave, 3.oplag, 2013.
De Forenede Nationer; ”Konvention om rettigheder
for personer med handicap” (Handicapkonventionen).
Det Centrale Handicapråd, 2.udgave, 3.oplag, 2010.
Hjemmesider:
http://socialstyrelsen.dk/